Du skal skifte til sommerdæk i april
Forårsvejret varierer meget i Danmark. Den ene dag skinner solen, og senere varsles der frost og kolde temperaturer. Så hvornår skifter man til sommerdæk? April er en god måned at skifte fra vinterdæk til sommerdæk – her når temperaturen nemlig ofte et gennemsnit på 7°C døgnet rundt.
En god huskeregel er, at påske er lig med, at det er tid til at tænke på sommerdæk. Vi har samlet en tjekliste til dig herunder. Så glemmer du ikke noget.
Husk dette, inden du skifter til sommerdæk
- Du skal tjekke dine sommerdæk
- Du skal undersøge mønsterdybden på dine dæk. Den skal være minimum 1,6 mm
- Du skal sørge for, at der monteres samme type dæk på hele bilen
- Du skal bestille tid til hjulskifte i god tid – medmindre du selv står for det
- Du skal sørge for, at dækkene har det rette dæktryk.
Spar brændstof og kør sikkert med det rette dæktryk
Når du har fået dine sommerdæk på og sikret at dæktrykket er korrekt, får du to fordele. Du sparer brændstof, og din bil har et bedre vejgreb.
En bil med uens og/eller forkert dæktryk har et dårligere vejgreb, og det kan føre til uheld, hvis du for eksempel bremser hårdt op. Et bedre vejgreb har altså betydning for din sikkerhed, når du kører bil.
Forskellen på sommer- og vinterdæk
Måske tror du, at den eneste forskel mellem sommer- og vinterdæk er mønsteret på dækkene. Men faktisk er der flere forskelle. Sommerdæk er designet til varmere temperaturer og tørre veje, så bilen har et stabilt og optimalt vejgreb, når temperaturerne viser mange plusgrader.
Vinterdæk er designet til at tackle kolde temperaturer, sne og is. Deres gummi forbliver blødt og fleksibelt, selv ved lavere temperaturer, og det forbedrer trækkraften på glatte overflader. Mønsterdybden og rillerne på vinterdæk er desuden optimeret til at skubbe sne væk og øge trækkraften i udfordrende vinterforhold.
Så hvis du overvejer, om det overhovedet kan betale sig at skifte dæk på din bil, så husk på, at det handler om at tilpasse din bil til de specifikke forhold, du skal køre i den i.
Hvilke regler gælder for sommerdæk i andre lande?
Hvis du har planer om at tage bilen et smut til udlandet, skal du huske, at der er lande, hvor reglerne for, hvornår man skifter til sommer- og vinterdæk er anderledes end i Danmark. Det gælder eksempelvis i Sverige. I Sverige er det vedtaget, at du som bilejer skal køre med vinterdæk indtil 31. marts. Vi anbefaler derfor altid, at du undersøger reglerne i de lande, du skal til, inden du rejser afsted.
Hvornår skal du skifte til vinterdæk?
Ligesom vi hvert forår overvejer "Hvornår skifter man til sommerdæk?", skal vi hvert efterår finde ud af, hvornår det er tid til at skifte til vinterdæk.
Læs vores guide til hvornår du skal skifte fra sommerdæk til vinterdæk. I guiden giver vi dig huskeregler til dækskifte om efteråret.